Mette Frederiksen og hendes tro skødehunde, Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Martin Lidegaard, stjæler i dag en fridag fra danskerne ved at tromle en afskaffelse af store bededag igennem.
Vel og mærket en afskaffelse der ikke var oppe i forbindelse med det seneste folketingsvalg. En afskaffelse som danskerne ikke var blevet advaret om. En afskaffelse der er et kæmpe indgreb i den danske model på arbejdsmarkedet.
Store bededag afskaffes
Men det er ikke kun Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre, der svigter. Det gør de partier også, som ikke vil benytte sig af de demokratiske rettigheder i grundloven.
Når et lovforslag er vedtaget af Folketinget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse over for formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Grundloven §42, stk. 1
For hvis minimum 60 medlemmer af folketinget bakkede op om en folkeafstemning, så kunne danskerne forkaste regeringens tyveri. Men Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative har valgt at råbe op, men ikke tage det endelig opgør. De bakker ikke op om en folkeafstemning. Disse partier svigter demokratiet.
Et skørt princip
Når man kritiserer de svigtende partier for ikke at respektere og benytte sig af grundlovens muligheder, så vælger de enten tavshedens vej eller kommer med tåbelige undskyldninger.
Og så er der folketingsmedlemmer som Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti, der lige tager de tåbelige argumenter skridtet videre. I en debat på Twitter vælger hun at kalde en folkeafsteming for ‘et skørt princip’.
Altså kalder Signe Munk, der som medlem af folketinget har skrevet under på netop grundloven, grundlovens demokratiske rettigheder om en folkeafsteming, hvis et mindretal ønsker det, for et skørt princip. Signe Munk kalder dermed grundloven for et skørt princip.
Vi står i en speciel situation, som vi ikke har haft længe i Danmark. Vi har en flertalsregering, der vælger at tromle hen over danskerne. Det er netop tidspunktet at benytte sig af folkeafstemninger.
Grundloven er skadelig
Også Moderaternes nyvalgte folketingsmedlem Monika Rubin har været ude at angribe Danmarks riges grundlov, kalde den for skadelig og useriøs. Det gjorde hun den 19. januar fra folketingets talerstol i forbindelse med åbningsdebatten efter folketingsvalget.
Det vil være skadeligt for vores demokrati med en folkeafstemning.
Monika Rubin, MF Moderaterne
Monika Rubin burde som nyvalgt folketingsmedlem udvise en hel del mere repsekt for demokratiet og ikke mindst vores grundlov.
Der er en grund til, at Mette Frederiksen kan fortsætte med at omdanne det danske demokrati til en bananrepublik. Det er svigtende politikere som Signe Munk og Monika Rubin..