Først en advarsel. Uanset om dette kommer til at lyde som Rokokoposten, så er det ikke Rokokoposten. Men når Lisbeth Knudsen, der har en store karriere bag sig hos de danske medier, ikke kan se det store problem i røde medier, så kommer hun ufrivilligt til at lyde som ren satire.
Til journalisternes fagblad, journalisten.dk, udtaler hun følgende:
“Hvis man går tilbage i årene, så har det altid forholdt sig sådan […] Det er ikke noget nyt. Jeg kan ikke se, hvad underviserne på journalisthøjskolen skal gribe ind over for”
Lisbeth Knudsen udstiller ikke bare sig selv, men stort set samtlige journalister. I deres iver for ikke at skulle debattere, at danske journalister er knaldrøde, kommer de til at latterliggøre sig selv.
Mere om det senere, men først en baggrund for Lisbeth Knudsens udtalelser.
Debatten om røde journalister og røde medier
Gennem den seneste uge har debatten kørt, efter at det kom frem, at nye kommende journalister bliver mere og mere røde. mere ekstrem røde.
Tal fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole viser, at ikke bare stemmer danske journalister på centrum-venstre, men kommende journalisters politiske ståsted flytter sig mere og mere mod den yderste ekstreme venstrefløj.
Tilslutningen til det yderliggående kommunistiske parti Enhedslisten vokser og vokser blandt de danske journalister.
Det kommer oven i en tidligere undersøgelse, der påviste, at ca. 80 procent af danske journalister stemmer på centrum-venstre.
Journalister er mennesker, og derfor er det helt naturligt, at de tager deres holdninger med på arbejde. Men når holdningerne blandt journalister er stort set ens, så ender det ud med at ensrette vinklingen, i dette tilfælde en rød vinkling, og det giver i sidste ende et problem.
Et demokratisk problem.
Lisbeth Knudsen
At Lisbeth Knudsen, og andre journalister og mediefolk, ikke kan se problemet, er ren komik, ren Rokokoposten.
For ser man på Lisbeth Knudsenøs baggrund, så afslører det hurtigt, hvorfor hun ikke anser røde journalister, røde medier, for et problem.
Lisbeth Knudsen er i øjeblikket strategisk direktør for Altinget og Mandag Morgen, 2 medier der ligger til venstre for midten i deres dækning.
Hun er nu forhenværende bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, stedet hvor den debatterede undersøgelse kommer fra. Altså stedet hvor de kommende journalister bliver uddannet, hvor de kommende journalister mere og mere hælder til at stemme på kommunister og antidemokrater.
Hun har også haft fingrene i det såkaldte borgerlige medie Berlingske, det i deres daglige dækning svinger fra Radikale til Socialistisk Folkeparti.
Hun har desuden været nyhedsdirektør ved Danmarks Radio, den statslige mediekoncern, der er berygtet for at have en bias mod blå blok, mod højrefløjen. Danmarks radio der dagligt vinkler, så man skulle tro, at det var venstrefløjens officielle propagandamedie.
Og så har hun desuden været ansvarshavende chefredaktør for Det Fri Aktuelt samt administrerende direktør for A-pressen, også kendt som fagbevægelsens presse.
Og så har journalisternes eget fagblad skrevet følgende om Lisbeth Knudsens politiske ståsted:
“Lisbeth Knudsen er troende socialdemokrat, som ligger meget tæt op af Poul Nyrup Rasmussen“
Ovenstående er netop grunden til, at Lisbeth Knudsen ikke bare kommer til at udstille sig selv, men også hendes kollegaer hos de danske medier.
For i stedet for at forholde sig til de demokratiske problemer, som en betydelig overvægt af røde journalister udgør, så bortviser man debatten med det sædvanlige “det er ikke noget problem”.
Selvfølgelig mener røde journalister ikke, at der er et problem. For så skulle der jo ændringer til, ændringer der ville betyde, at journalisterne skulle gå imod deres egne holdninger.
Så skulle journalisterne jo netop indrømme, at de bruger bias og vinkling ud fra egne politiske holdninger i den daglige dækning.
Men som vi tidligere har skrevet, så er danske journalister ikke gode til kritik.
—
Deltag i debatten på Facebook eller på Twitter. Du kan også indsende debatindlæg her.
Du kan støtte os via MobilePay, box25487.
