Du kan læse hele vores dækning af Mette Frederiksens grundlovsbrud og minkskandalen her.
Det kan faktisk siges og forklares ganske kort, hvorfor medierne har svigtet under minkskandalen. Der er ikke nogen grund til at komme med eksempler og lange indviklede forklaringer på svigtet.
For på trods af grundlovsbrud, løgne og trusler mod eksperter og embedsmænd, så har medierne ikke én eneste gang bedt statsminister Mette Frederiksen om at gå af.
Der har ikke været en eneste forside, hvor der med store fede bogstaver har stået “Gå af Mette Frederiksen“.
Havde en regering i et af de lande, vi sammenligner også med, overtrådt loven, endda en grundlov, så var den pågældende regering blevet væltet med det samme. Det er vi overhovedet ikke i tvivl om.
En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Udenlandske regeringer ville have været væltet, takket være en stærk presse, der ville bide sig fast som en flok glubske rottweilere, og ikke logre med halen som en flok søde små labradorhvalpe, som den danske presse.
Journalister fester med politikere
Vi har en dansk presse, der gerne fester, spiser dyre middage og går på date med socialdemokratiske ministre. Ja nogen af journalisterne har endda en baggrund som medlem af og kandidater for Socialdemokratiet.
At journalisterne ikke kan se, at det giver habilitetsproblemer og manglende troværdighed, er ganske enkelt en skandale i sig selv.
At journalister og politikere ser hinanden privat, socialiserer sig med hinanden, ser vi nu konsekvenserne af. Journalisterne har ikke den aggressivitet over for statsministeren og hendes ministre, som de burde have. Derfor har vi ikke fået forsiderne med “Gå af Mette Frederiksen“.
Eksempler på mediernes svigt
Jeg startede ud med at skrive, at der ingen grund var til at komme med eksempler på journalisternes svigt, men har alligevel valgt at tage et par stykker med, bare for at komme kritikken i forkøbet.
Stort set alle, selv regeringen, har fra start af været enige om, at der manglede lovhjemmel, da regeringen nedslagtede et helt erhverv. Men pludselig kunne man hos Politiken i december 2020 læse, at en topembedsmand, der havde været med til at lave den lov, regeringen brød, pludselig påstod, at der var “hjemmel til at aflive alle mink”.
Problemet var og er bare, at den tidligere topembedsmand Tage Siboni er medlem af SF, endda politisk aktiv i partiet, hvor han har været kandidat til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for SF. Altså et aktivt medlem af et af de støttepartier, der har ageret marionetdukker for Mette Frederiksen. Politiken svigtede med manglende kildekritik.
Minkskandalen var en udløber af covid-19’s indtog i Danmark i foråret 2020. I den forbindelse opstod et af mediernes første svigt. Det blev afsløret, at det ikke var myndighederne, der havde bestilt nedlukningen af Danmark, som Mette Frederiksen havde påstået, men statsministerens egen beslutning.
Mette Frederiksen havde altså leveret en decideret løgn over for både folketing og den danske befolkning. Men i stedet for at fokusere på løgnen, forlange Statsministerens afgang, så valgte medierne vinklingen, at Mette Frederiksen og hendes embedsmænd tog covid-19 mere alvorligt end myndighederne.
Inger Støjberg fik 60 dage for blandt andet at lyve over for folketinget. Hørte vi medierne rose Støjberg for at tage børnene mere alvorligt end myndighederne?
Berlingske svigt
Mediernes svigt forsætter endda helt indtil timerne før minkkommissionen kommer med deres rappport på torsdag. Tirsdag aften offentligjorde Berlingske et interview med statsministeren, et interview hun selv havde bestilt. Kalder Mette kommer journalisterne hoppende.
Her udtalte statsministeren blandt andet, at der ikke er grund til at starte en rigsret sag mod hende:
Vi fortjener hård kritik – men der er ikke grund til en rigsretssag mod mig
For det første er det ikke noget, statsministeren bestemmer. Hun er den sidste, der har noget at skulle have sagt i den forbindelse.
For det andet må statsministeren slet ikke udtale sig om rapporten, så det bliver en lang omgang udenomssnak, som aldrig kommer til at forholde sig til rapportens konklusion, fordi den ikke er offentliggjort.
For det tredje er det et åbenlyst forsøg på spin og damage control fra Mette Frederiksens side af. Havde Berlingske haft bare en smule respekt for retsstaten, så havde man afvist Mette Frederiksen, afventet rapporten, indtil man havde noget at holde statsministerens mange bortforklaringer op mod. Berlingske ender ud med at blive en “nyttig idiot” for Mette Frederiksens spin og folkeforførelse.
Mette Frederiksens interview med Berlingske viser desuden også dårlig format og manglende respekt for minkkommissionens arbejde fra statsministerens side af. Poul Schlüter ventede til kommissionen i forbindelse med tamilsagen havde afleveret deres rapport, og tog derefter konsekvenserne.
Det er det, der kendetegner en statsmand. Mette Frederiksen er hverken en statsmand eller en statskvinde.
Den fjerde statsmagt
Men man får aldrig journalisterne til at tage debatten eller indrømme, at de har svigtet. For som vi efterhånden mange gange på påvist her på Danmarks Fremtid, så forstår journalister ikke at modtage den kritik, som de selv lever af.
Normalt taler man om “den fjerde statsmagt”, når man skal karakterisere mediernes rolle. Medierne er dem, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, skal medierne stille blandt andet politikerne til ansvar på borgernes vegne.
Vi påstår ikke, at medierne ikke er kritiske over for regeringen eller statsminister Mette Frederiksen, selvfølgelig er de det. Ellers havde der jo ikke været de mange afsløringer under minkskandalen, for eksempel sms afsløringerne.
Når vi skriver, at medierne har svigtet, så er det fordi, journalisterne ikke bider sig fast, hurtigt mister interessen for en sag, og dermed går statsministen og hendes ministre fri. Regeringen ved, at så længe de holder journalisterne hen med “ingen kommentar” eller angreb på oppositionen, så mister den fjerde statsmagt interessen for regeringens mange angreb på retstat og demokrati, og de enkelte ministre overlever.
Når journalisterne ikke fastholder presset på regeringen, så fastholder medierne heller ikke presset på støttepartierne, der står med regeringens liv i hænderne.
Kig forbi senere i dag her på Danmarks Fremtid, hvor vi blandt andet vil se nærmere på de tre støttepartiers svigt gennem hele minkskandalen.
Deltag i debatten
Hvad mener du om hele sagen? Deltag i debatten på Facebook eller Twitter.
Ved du noget om sagen, eller har du et godt tip til en historie, er du velkommen til at kontakte os på kontakt@danmarksfremtid.dk.
Du kan også indsende dit eget debatindlæg her.
